REVNE I TAND

Revner i tænderne


Usynlige revner i tænderne kan gøre ondt.
Vi kalder det en dentininfraktion?

En dentininfraktion er en revne i tandbenet inde under emaljen, der ikke kan ses udefra, og som
kan få tanden til at gøre ondt. Det kan være svært for både dig selv og os at finde ud af, hvilken
tand det er galt med. Mange mennesker har revner i emaljen, som kan ses på tændernes
overflade, men disse volder normalt ikke problemer.

Nogle tænder med revner kan du ikke mærke. Men når en tand med en revne begynder at gøre
ondt, vil du mærke en smerte, når du tygger sammen på noget hårdt eller sejt, fx en brødkerne
eller en karamel.

Det kan også gøre ondt, når der kommer noget koldt på tanden. Der kan gå uger eller måneder
imellem, at smerten udløses, fordi du uvilkårligt vil undgå at tygge med den tand, der har en
revne. Det er ofte svært at udpege, hvilken tand det drejer sig om.

BOOK EN TID
Tilsyneladende sunde tænder med mindre fyldninger. Den ene gør ondt en gang imellem, når der tygges på noget hårdt eller sejt. Når fyldningen er væk, ses en tydelig revne i tandbenet.

Når fyldningen er væk, ses en tydelig revne i tandbenet.

Udefra ser tanden sund og rask ud. Der er ofte en fyldning i tanden, men vi kan ikke se revnen, før fyldningen er fjernet - heller ikke på et røntgenbillede. En bideprøve med en særlig bidepind kan ofte afsløre, hvilken tand det drejer sig om. Lykkes det ikke at finde revnen på denne måde, vil vi i nogle tilfælde se tiden an og opfordre dig til at være opmærksom på, hvilken tand det gør ondt i, når du tygger, eller når der kommer noget koldt på tanden. Hvis du har mange smerter, kan vi fjerne fyldningen i den mest mistænkte tand for at søge efter revnen. 

Der er flere årsager til, at tænder kan revne. Først og fremmest skyldes det, at tænderne kan blive svækkede efter mange års brug. Man kan sige, at revner er en form for træthedsbrud i tanden. 

En revne kommer der, hvor tanden er svagest. Det sker oftest i en kindtand, som er svækket, fordi der har været caries i tanden. Jo større fyldningen er, og jo mindre tandsubstans der er tilbage, jo lettere kommer der en revne. I sjældne tilfælde ses revner i sunde, ubehandlede tænder. Har du allerede én tand med en revne, kan du være disponeret for at få revner i andre tænder. 

Hvis en symptomgivende dentininfraktion ikke behandles kan tandens nerve tage skade, så det i visse tilfælde bliver nødvendigt at rodbehandle tanden. En revne kan også føre til, at tanden flækker. Hvis der kun brækker en lille del af tanden, kan den bygges op igen. Men flækker tanden, skal den trækkes ud.

Mange års tygning har belastet tanden, så den svageste del er knækket.

En rigtig bundflækker, hvor revne i tandens tyggeflade udviklede sig til, at hele tanden flækkede på langs og måtte trækkes ud.

Mange mennesker har revner i tænderne uden at vide det og uden nogensinde at få problemer.

Behandling af revner i tænder


Når vi har lokaliseret revnen, er målet med behandlingen at stabilisere tanden, så revnen ikke giver sig, når du tygger. Har der kun været en lille fyldning i tanden, kan vi lime den sammen med en plastfyldning og beslibe tyggefladen, så den svage del af tanden ikke belastes for hårdt. Dette er i nogle tilfælde tilstrækkeligt til at behandle revnen. 

Revner i en kindtand, hvor der tidligere har været en mindre fyldning. Tanden er her limet sammen med en plastfyldning. 

Har der været en stor fyldning i tanden, eller er tanden kraftigt belastet ved tygning, er det nødvendigt at omslutte tanden med fx en krone af guld eller porcelæn for at holde den sammen. Har tandnerven taget skade, skal tanden rodbehandles, før den endelige behandling udføres. I enkelte tilfælde kan revnen være så uheldigt placeret, at tanden flækker helt, måske endda midt i behandlingsforløbet. I det tilfælde er der kun én løsning; nemlig at trække tanden ud.

Hvad kan du gøre for at forebygge dentininfraktioner?


Undgå at få caries. Revner i tænder uden fyldninger ses meget sjældent.
Udskiftning af fyldninger bør ske så sjældent som muligt, fordi der forsvinder lidt af tanden, hver gang en fyldning udskiftes. Har du meget store fyldninger i dine kindtænder, kan det være en god idé at få dem behandlet med et stærkere materiale end plast. Det kan fx være guld eller porcelæn. Oprethold en god mundhygiejne. God mundhygiejne hjælper også med til, at gamle fyldninger holder længere.

HUSK
Har du en tand med en revne, der gør ondt, må du have tålmodighed og indstille dig på, at det kan tage tid og være forbundet med både ubehag og omkostninger, før tanden er færdigbehandlet.

Kontakt os, hvis du har mistanke om, at du har en revne i en tand.
Share by: